Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
I nogle tilfælde giver et stof kun eksem, hvis du samtidig udsætter huden for lys (fototoksisk eller fotoallergisk kontakteksem). Det ser man i sjældne tilfælde også ved visse solcremer.
Kontakteksem over for solcreme vil typisk vise sig ved rødme, knopper og eventuelt revner i huden. Eksemet sidder de steder på huden, hvor man har smurt sig med solcreme, vil klø og kan være smertefuldt, hvis der opstår revner og sår.
Eksemet forsvinder igen, men i nogle tilfælde kan behandling med receptpligtig creme med binyrebarkhormon være nødvendig. Hvis du udvikler eksem af solcreme, bør du straks holde op med at bruge den og undgå at benytte den pågældende creme i fremtiden.
Hos hudlægen kan du ved hjælp af en lappeprøvetest få undersøgt, hvilket indholdsstof du har reageret på. Det kan fx være parfume, et solfilter eller aluminium. Når du ved det, kan du studere ingredienslisten bag på din solcreme og fravælge dem, du ikke kan tåle. Eller bruge Astma-Allergi Danmarks digitale leksikon Kemilex, til at finde en solcreme, du tåler.
Solcreme virker ved at bortfiltrere en del af UV-strålingen - enten med et kemisk eller fysisk filter. Det kemiske filter trænger ind i huden og opsuger solens stråling, mens det fysiske filter lægger sig som et hvidligt lag på huden og reflekterer strålingen. Solcreme kan ikke give 100 procent beskyttelse mod solen, idet en mindre del af strålingen altid trænger ind i huden.
Alkoholbaserede solcremer er mindre klistrede og fedtede. De tørrer hurtigere end en lotion eller creme – til gengæld kan de irritere følsom hud. Ikke alle solcremer har samme indholdsstoffer. Reagerer din hud på en solcreme, så tal med apoteket eller lægen for at finde en med andre indholdsstoffer. Det er altid en god idé at skifte mellem forskellige kosmetiske produkter.
Hvis en solcreme skal være effektiv, skal den bruges i rigelige mængder og smøres let ind i huden cirka 20 minutter inden ophold i solen. For at opnå den beskyttelse som står på flasken, skal en voksen bruge 40 ml. solcreme til at dække hele kroppen. Børn skal bruge cirka det halve. En flaske med 200 ml. solcreme rækker altså kun til en enkelt dag på stranden for en hel familie.
En god tommelfingerregel er: En god håndfuld solcreme til én krop. Eller for de voksne: En teskefuld pr. arm og ben, en teskefuld til kroppens forside og en til bagsiden - samt en til ansigt, nakke og ører.
Hvis du kun smører med en fjerdedel af den anbefalede mængde af en SPF 16, så beskytter den kun som SPF 2.
Enhver solcreme med både UVA- og UVB-beskyttelse og faktor 15 eller højere vil give god beskyttelse, hvis man bruger den rigtigt.
Solcreme kan ikke holde for evigt.
Få styr på solcreme og holdbarhed i vores videoguide.
Tjek dine plejeprodukter for unødig kemi med Kemilex.
Du finder appen i App Store og Google Play.