Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Allergi er ikke årsag til børneeksem, men allergi kan forværre eller vedligeholde eksemet.
Hvis dit barn har allergi over for fødevarer, vil det som regel vise sig, inden barnet er et år gammelt. Det mest almindelige er allergi over for mælk. Heldigvis vokser de fleste børn sig fra allergien i løbet af barndommen.
Allergi over for en bestemt fødevare viser sig ved, at eksemet blusser op kort efter, at dit barn har spist den fødevare, som det ikke kan tåle. Der vil ofte også være symptomer fra maven i form af mavepine, tynd mave eller opkastning. Andre symptomer kan være røde øjne, løbende næse, hævelser og kløe i og omkring munden eller astma.
Det er vigtigt, at din læge diagnosticerer en eventuel fødevareallergi, da du ikke bør sætte dit barn på diæt uden grund. Dit barn kan let komme til at mangle vigtige ting i kosten, derfor skal du altid planlægge en diæt i samarbejde med din læge.
Billedet viser et barns arme under en priktest
Lægen bruger priktest, blodprøver, diæt og fødevareprovokation til at stille diagnosen fødevareallergi.
20 % af alle danske børn får børneeksem.