Webindholdsvisning Webindholdsvisning

FAQ om børn og eksem

Forebyggelse

Spørgsmål:
Min datter er 4 måneder. Hun har fået børneeksem og jeg har tænkt at fortsætte med at amme hende noget tid endnu. Men problemet er bare, at hun er meget sulten, og jeg tror derfor hun har brug for ekstra mad. Har du et forslag til, hvad jeg kan give hende, så jeg ikke gør hendes eksem værre. Jeg havde tænkt på noget grød eller noget i den retning.

Svar:
Omkring 20 % af alle børn får børneeksem. Børneeksem er en arvelig hudsygdom, som er kendetegnende ved en meget tør hud, der mangler fedtstoffer.

Børneeksem skal daglig behandles med fed fugtighedscreme.

Det er sjældent, at maden har nogen betydning for udvikling af børneeksem, så når dit barn er mere end fire måneder, er der ingen dokumentation for at afholde hende fra nogen fødevarer, så du kan supplere din amning med almindelig modermælkserstatning og overgangskost efter vejledning fra din sundhedsplejerske.

Hvis dit barns eksem bliver forværret, bør du kontakte din læge med henblik på at få noget særligt creme, fx hormoncreme til behandling i den akutte fase. 


Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmark

Fødevarer og børneeksem

Spørgsmål:
Min lille dreng på 12 måneder har astmatisk bronkitis og eksem. Han har lige fået et voldsomt udbrud af eksem i ansigtet og vi har nu fået endnu en creme (Locoidol) til at smøre det i. Vi er begyndt at mistænke fødevarer.
Mit spørgsmål er følgende: Er der nogle bestemte fødevarer som man skal undgå?

Han smagte for to dage siden et lille stykke chokolade, og vi tror måske også det kan være kiwi.

Hvordan udelukker vi, at han reagerer negativt på fødevarer?

Svar:
Børneeksem er meget sjældent udløst af allergi over for fødevarer, men i nogle tilfælde kan man se, at enkelte fødevarer kan forværre et i forvejen eksisterende eksem. Som regel vil der dog også være symptomer fra mave-tarmkanalen i form af fx diarre. De fleste små børn med fødevareallergi reagerer på mælk, æg eller peanuts.

Hvis du har en reel mistanke til, at dit barn reagerer på noget, han spiser, bør du gå til læge og få taget en blodprøve eller en priktest på ham.

Hvis denne er positiv, skal han på diæt, hvor I udelukker den mistænkte fødevare, så skulle symptomerne gerne aftage. (Dog vil man ikke kunne forvente, at børneeksem forsvinder helt).

Derefter skal han så provokeres med den pågældende fødevare, hvorefter man vil forvente en forværring i symptomerne. Hele denne procedure skal I igennem, førend man kan stille diagnosen fødevareallergi.

Jeg må bestemt fraråde en selvbestaltet diæt, da man især hos små børn skal være meget opmærksom på at få dækket ernæringsbehovet for energi, vitaminer og mineraler.

Børn med børneeksem har en meget følsom hud, som kan irriteres ved kontakt med fx syreholdige fødevarer som kiwi, citrusfrugter, tomat m.m. 

Hvis dette er tilfældet hos jer, kan du smøre ham om munden med en fed uparfumeret creme, umiddelbart inden han skal spise og så skære maden ud i små mundrette stykker, så han ikke behøver at komme i direkte kontakt med maden.

Ønsker du yderligere information eller har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning på telefon nummer 43 43 42 99, åben mandag til fredag kl. 10–12 og onsdag 16-18
 
Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmark

Kæmpenatlys

Spørgsmål:
Jeg har en lille dreng på 4 mdr. der har fået børneeksem. Jeg smører ham med steroidcreme/salve i ansigtet og hovedbund.

Jeg kunne godt tænke mig at give ham en olie i hans grød der hedder Udo's Choise og som indeholder Omega 3-6-9 fedtsyrer. Min læge kunne ikke svare mig på hvornår jeg måtte starte med at give ham fedtsyrer, kan I? Olien skulle være super. Jeg refererer til jeres tekst: "Huden mangler desuden de naturlige fedtstoffer, der limer hudcellerne sammen".

Hvad med Kæmpenatlysolie?


Svar:
Som du ganske rigtigt skriver, mangler dit barns hud fedtstoffer. Dette kan du bedst give ham ved at smøre ham med en fed, uparfumeret fugtighedscreme 1-2 gange dagligt, foruden den af lægen anviste steroidbehandling.


Hvis dit barn er startet på overgangskost, har han som alle andre børn, indtil de er 1 år, behov for tilsætning af fedtstoffer til den hjemmelavede mad. Dette kan gives som en teskefuld madolie eller smør/margarine til en portion grød eller grøntsagsmos. Det er ikke nødvendigt, hvis man anvender færdigprodukter.

Du kan anvende Udo´s choise og kæmpenatlysolie, men det er dyrt, og der er ingen videnskabelig dokumenteret effekt af disse produkter.

Held og lykke med din lille dreng.
 

Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmark

Vandvorter

Spørgsmål:
Vores datter på snart 11 år har børneeksem, og har nu også fået vandvorter, som vi kan se lige så stille breder sig.

Vi har fået at vide, at man intet kan gøre ved det. Skal vi skifte sengetøj hver dag, eller hvad gør vi for at undgå, at det breder sig yderligere??? Og er der virkelig ikke noget at gøre, for at de forsvinder??

Svar:
Du skriver, at din datter med børneeksem har fået vandvorter (mollusker).

Disse skyldes et virus, som smitter ved direkte eller indirekte kontakt. Din datter bør derfor have eget håndklæde, huske at vaske hænder efter berøring med vandvorterne og undgå at kradse i dem, da hun derved kan smitte sig selv. Vandvorterne forsvinder som regel af sig selv i løbet af nogle uger, men hvis der er mange, eller hvis de er generende, kan de skrabes af eller fryses væk hos egen læge eller hudlæge.

Mollusker er en hyppig infektion såvel hos børn med børneeksem som hos andre. Børn med børneeksem får dog ofte mange flere mollusker end andre. Molluskerne er ofte lokaliseret på områder med aktiv eksem, dvs. ofte i bøjefurerne, hvor de kan medføre forværring af kløen, og eksemforandringer omkring molluskerne kan også forekomme. Det er derfor meget vigtigt, at eksemet er under kontrol, og huden er i daglig behandling med fugtighedscreme.

Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmark

Vinterfødder

Spørgsmål:
Min søn har børneeksem, og nu har han fået vinterfødder med meget store og dybe revner. Har smurt med zinkcreme-uden effekt. Hvad skal jeg bruge for at hele og undgå nye revner?

Svar:
Mange børn med børneeksem oplever om vinteren, at deres eksem bliver forværret. Dette skyldes bl.a. kulden, som yderligere udtørrer huden.

Det man mangler, når man har børneeksem er fedt, så det er det, der skal tilføres. Så jeg vil foreslå en meget fed salve, evt. i perioder ren vaseline og så en sok på til natten. Du kan så smøre med en almindelig fed, uparfumeret fugtighedscreme flere gange dagligt både som behandling og som forebyggelse.

Hvis almindelig fugtighedscreme om dagen og vaseline til natten ikke er tilstrækkeligt, bør du kontakte lægen med henblik på videre behandling.

Zinkcremen vil sandsynligvis udtørre huden endnu mere, så det er ikke en god ide her.

Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmark

Solcreme og børneeksem

Spørgsmål:
Mit barn har børneeksem og jeg er i tvivl om solen er godt eller skidt for hende? Skal man bruge særlige solcremer? Vil det hjælpe hende med et saltvandsbad?

Svar:
Sædvanligvis oplever de fleste personer med børneeksem, at sol, sommer og saltvand forbedrer deres eksem. Da solens stråler også kan være skadelige, anbefales det at opholde sig kortvarigt i solen, iført uparfumeret solcreme – og ikke i middagssolen.

Hvis du vælger at lave et saltvandsbad derhjemme, skal du være opmærksom på, at blandingen ikke bliver for stærk, da det så kan svide og irritere i hendes eksem, men ellers er der ikke noget problem i det.


Ønsker du yderligere information eller har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte Astma-Allergi Forbundets Rådgivning på telefon nummer 43 43 42 99, som har åbent mandag til fredag kl. 10–12 og onsdag 16–18.

Venlig hilsen
Astma-Allergi Danmark

Webindholdsvisning Webindholdsvisning