Behandling af nældefeber

Hvis nældefeberen skyldes allergi, skal du selvfølgelig forsøge at undgå det, du ikke kan tåle.

Har du først fået nældefeber, så hæver huden og bliver rød, fordi cellerne i huden pludselig frigiver en hel masse af stoffet histamin. Derfor hjælper det i langt de fleste tilfælde at tage tabletter med antihistamin.

Nogle gange kan du få nældefeberen til at falde til ro ved at køle huden ned.

I svære tilfælde kan din læge vurdere, at det er hensigtsmæssigt at behandle med binyrebarkhormon eller lys, som nogle hudlæger tilbyder.

Men husk altid, at nældefeber kun yderst sjældent er farligt, og i langt de fleste tilfælde forsvinder det af sig selv. Du behøver altså ikke behandling, medmindre nældefeberen generer dig meget.

Kan det være farligt?

Almindelig nældefeber er som regel ufarligt, selvom det kan være meget ubehageligt og nogle gange se voldsomt ud.

Hvis du oplever et voldsomt anfald af nældefeber med hævelser i ansigtet og omkring mund og svælg, skal du søge læge med det samme. Det kan fx skyldes allergi over for insektstik, og så er det vigtigt at komme i behandling med det samme.

For en lille gruppe patienter er hævelserne ekstra slemme, for her hæver både over- og underhud, og det går især ud over hænder, fødder, øjne og læber. Det kalder man for angioødem eller Quinkes ødem. Selvom det ser dramatisk ud, er der sjældent grund til bekymring.

I meget sjældne tilfælde er der tale om en særlig form for angioødem, som er arvelig. For den lille gruppe er der øget risiko for farlige hævelser i svælget, så de patienter skal være særlig opmærksomme. Dette kaldes også heriditært angioødem og skyldes mangel på et enzym (C1-esterase inhibitor).

Skal jeg søge læge

Hvis du har svære symptomer med hævelser i mund eller svælg, skal du søge læge, så du kan komme i behandling med det samme.

Men de svære symptomer er heldigvis sjældne. Langt de fleste har enkeltstående tilfælde med nældefeber på et begrænset område af kroppen, som forsvinder igen helt af sig selv efter timer eller måske et døgns tid. Her behøver du ikke kontakte lægen.

Hvis du bliver ved med at få nældefeber gentagne gange, og det er meget generende for dig, kan du kontakte din læge, som vil forsøge at hjælpe dig med at finde årsagen og en effektiv behandling.