Web Content Display Web Content Display

Krom ophober sig hurtigt på huden

Det allergifremkaldende metal krom, som findes i mange læderprodukter, giver betydelig afsmitning på huden efter kun kort tids kontakt. Det konkluderer en ph.d.-afhandling fra Videncenter for Allergi.

Eksklusiviteten ved et par nye lædersko kan hurtigt blegne, hvis brugen af skoene resulterer i svær eksem på fødderne. Det kan være tilfældet, hvis man lider af kromallergi, fordi krom anvendes i garvning af læder.

Nu viser forskning, at selv kortvarig kontakt med kromholdige genstande som læder eller metal giver en betydelig afsmitning af krom på huden. Det konkluderer en ny ph.d.-afhandling fra Videncenter for Allergi.

Der skal utrolig lidt til

Ph.d.-afhandlingen består af fire studier, hvor det ene af disse undersøger kroms afsmitning på huden.

– Studiet gik ud på, at personer uden kendt kromallergi skulle sidde med et lille stykke læder og metal mellem fingrene i en halv time. Bagefter kunne der måles små, men ikke ubetydelige mængder af krom på huden, siger læge og ph.d. David Bregnbak, som står bag afhandlingen.

Fem personer i alderen 28 til 66 år deltog i denne del af undersøgelsen. Og selvom man måske ikke dagligt sidder med et stykke læder i hånden, peger resultaterne på, at kortvarig kontakt med eksempelvis kromholdige læderprodukter kan give allergi og eksem.

– Studiet viser, at der skal utrolig lidt til, før krom ophober sig på huden, og man kan i løbet af en dag komme i kontakt med kromgarvet læder flere gange.

Det kan for eksempel være kontakten med læder på cykelstyret eller bilrattet til og fra arbejde, uddyber David Bregnbak.

Kromallergi påvirker livskvaliteten

Kromallergikeres livskvalitet blev også undersøgt i ph.d.-afhandlingen og sammenlignet med andre eksempatienter. I alt 776 patienter fra Gentofte Hospital deltog i undersøgelsen i perioden 2003 til 2012. Her havde 155 patienter kromallergi, og det viste sig, at kromallergi i høj grad påvirker livskvaliteten hos den enkelte.

– Alle hudsygdomme påvirker livskvaliteten, men når vi sammenligner kromallergikeres livskvalitet med andre eksempatienters, så oplever kromallergikere større gener ved deres eksem, siger David Bregnbak.

Dette blev målt ud fra medicinforbrug, sygefravær, og hvor slemt patienterne selv følte, at deres eksem var på en skala fra 1 til 10. Studiet viser tilmed, at det er kvinder i 50-årsalderen, som især døjer med kromallergi.

Læs mere:

 
 

Rådgivning når det passer dig

Bliv medlem og få adgang til online rådgivning

Web Content Display Web Content Display

Fakta om krom

 

  • Krom er et metal, der blandt andet anvendes til garvning af læder og i produktionen af cement. Krom kan også findes i pigmenter, der anvendes til fx maling, tatoveringer og kosmetik.
  • Kromallergi mistænkes især ved eksem på hænder og fødder. Den endelige diagnose stilles ved en allergitest, en såkaldt lappeprøve, der gennemføres hos hudlægen.
  • Omkring 2-3 procent af alle eksempatienter har kromallergi. I dag er den hyppigste årsag til kromallergi kontakt med lædervarer som eksempelvis sko, handsker og urremme. Omkring 80 % af alt læder er garvet med krom.
  • I foråret 2015 fastsatte EU en grænse for de læderprodukter, som kommer i direkte kontakt med huden. Sådanne produkter må ikke længere indeholde mere end 3 mg/kg af typen krom(VI), og grænsen er lavet med henblik på at reducere risikoen for allergi og eksem.

Web Content Display Web Content Display