Forside > Eksem > Børneeksem for unge >
Hvad kan jeg selv gøre

Hvad kan jeg selv gøre

Hvordan holder jeg eksemet nede og huden pæn?

Du kan selv gøre rigtig meget for at holde eksemet nede. Det kræver dog en del arbejde, for din hud kan ikke passe sig selv. Det betyder, at du skal være god ved din hud, smøre den tit og passe på den. Hvis du gør det, vil du opleve færre problemer med dit eksem.

Her kan du læse om, hvordan du kan minimere risikoen for kløe og opblussen af dit eksem:

Bad

Når du går i bad, må vandet ikke være for varmt, og du skal helst bruge en mild sæbe uden parfume. Ved at vaske din hud dagligt med en mild sæbe, fjerner du bakterierne og forebygger betændelse. Det er også en god ide at smøre hele kroppen ind i fugtighedscreme, lige efter du har tørret dig. Hvis du gør det senest fem minutter efter badet, holder huden på fugtigheden fra badet.

Tøj

Uldent tøj og nogle kunststoffer irriterer huden og giver kløe. Du kan holde kløen nede ved at vælge tøj, der ikke kradser på huden. Bomuldstøj er det mest behagelige at have ind mod huden.
Hvis du har en yndlingstrøje i fx uld, kan du bruge en bomuldsbluse inderst mod kroppen, så vil uldtrøjen måske ikke genere din hud.

Sport

Når du dyrker sport og kommer til at svede, kan huden begynde at klø. Sørg for at tage ekstra tøj med, så du kan tage en tør bluse på, hvis huden begynder at klø. Husk din fugtighedscreme, så du kan smøre huden ind efter badet.

Kulde

Koldt vejr kan forværre dit eksem. Især dine hænder er følsomme over for kulde. Specielt når du cykler om vinteren, kan kulden være hård ved hænderne og ansigtet. Derfor er det en god ide at bruge vanter, hue og tørklæde, så snart det bliver koldt i vejret.

Sol, strand og svømmehal  

 
Før og efter sol Husk solcreme og ophold dig ikke for længe i solen.
Husk at bade og smøre fugtighedscreme efter solbadning.
 

For de fleste er solskin og badning i saltvand godt mod eksem. Men når du har eksem , tåler din hud ikke så meget sol. En god idé er derfor at bruge solcreme og ikke opholde sig for længe i solen. Samtidig gør solen og badning huden tør, så husk at bruge fugtighedscreme bagefter.

En tur i svømmehallens klorvand har desværre ikke samme gode virkning på huden som havets saltvand. Hvis du svømmer i klorvand, kan du smøre dig ind i fugtighedscreme, inden du hopper i svømmebassinet. Så irriterer klorvandet ikke din hud så meget. Du må gerne smøre dig med fugtighedscreme, efter du har vasket dig, og inden du tager dit svømmetøj på. Husk også at skylle dig grundigt efter badet og smøre dig med masser af fugtighedscreme umiddelbart efter.

Ferie og rejser

Når du skal ud at rejse, er det en god idé at medbringe en forsyning af de cremer, som du plejer at behandle dit eksem med. Så kan du smøre huden ind med det samme, du mærker, der er gang i eksemet. Inden du rejser, kan du aftale med din læge, hvad du skal bruge, hvis dit eksem blusser op på rejsen.

Mad

Når du spiser fx appelsin eller tomat kan huden omkring munden blive rød og begynde at klø og svie. Årsagen er, at syren fra frugterne irriterer huden. Der er altså ikke tale om allergi over for appelsin eller tomat. Du kan eventuelt skære frugten i små stykker, så huden omkring munden ikke kommer i kontakt med frugtsaften.

Brug masser af fugtighedscreme - hver dag!  

 
Køb creme Hudlotion er dyrt vand - køb cremer i stedet.  

Du kan gøre det godt for din tørre hud, hvis du bruger masser af fugtighedscreme - helst flere gange om dagen. Hvilken fugtighedscreme du vælger at bruge, er suverænt dit eget valg. Der er mange meninger om, hvilke cremer der er de bedste. Så du må prøve dig frem. Måske er du nødt til at prøve flere forskellige cremer, indtil du finder det, der passer dig bedst.

Men når du køber creme, skal du være opmærksom på:

  • At cremen skal være fed, for det er fedtstoffet din hud mangler
  • At hudlotion indeholder meget vand, er dyrt at købe og fordamper hurtigt
  • At undgå creme med parfume, fordi parfumen kan irritere huden og give allergi
  • At undgå creme med unødvendige tilsætningsstoffer som fx farve
  • At undgå creme med carbamid. Det kan irritere sart hud
  • At du ikke skal bruge den samme creme hver gang, du smører dig. Variér dine indkøb og benyt forskellige produkter.

Vælg deklarerede produkter

Vælg produkter med vores logo på. Indholdet er nøje gennemgået af vores erfarne deklarationsteam. Vi tillader kun stoffer, som ifølge den nyeste forskning har minimal risiko for at give allergi. Vær opmærksom på, at naturprodukter også kan give allergi.

Klik her og se hvilke produkter, vi har deklareret