Børn med børneeksem har nedsat kløetærskel. Det betyder, at huden let bliver irriteret og straks begynder at klø.
Det irriterer især:
- syreholdige frugter
- varme
- uldent tøj
Syreholdige frugter
Når dit barn spiser, fx appelsin eller tomat, kan huden omkring munden blive rød og begynde at klø. Årsagen er, at syren fra frugterne irriterer huden omkring munden. Der er altså tale om en irritation og ikke allergi over for syreholdige frugter.
Du kan:
- skære frugten i små mundrette bidder, der kan komme direkte i munden. Så kommer huden omkring munden ikke i kontakt med frugtsaften
- smøre huden omkring munden med fed fugtighedscreme inden dit barn spiser de fødevarer, der giver irritation
Varme
Huden begynder at klø, hvis dit barn får det for varmt og begynder at svede. En god idé er at lade dit barn sove i et køligt rum uden træk.
Tøj
Uldent tøj kan kradse på huden og give kløe. Bomuldstøj er det mest behagelige at have ind mod huden. Hvis du gerne vil bruge uldent undertøj til dit barn, kan du forsøge at bruge den uldne undertrøje udenpå en tynd bomuldsundertrøje. Så er det uldne tøj ikke i direkte kontakt med huden. For nogle er det ikke nok, og her kan du med fordel bruge syntetisk skiundertøj frem for skiundertøj af uld.
Negle
Når dit barn kradser sig med lange, flossede negle, skader det huden mere end med korte negle, og der kommer lettere infektion i huden. Så sørg for at neglene er korte og glatte.